Nu åbner en af de første soloudstillinger med den afdøde kunstner Arnannguaq Høegh. Det sker torsdag den 20. oktober 2022 på Nuuk Kunstmuseum.

Kunstneren Arnannguaq Høegh (1956 – 2020) var en af Grønlands første uddannede kunstnere, og i sin rolle som mangeårig skoleleder ved Grønlands Kunstskole, har hun haft en enorm indflydelse på kunstens udvikling i Grønland. Høegh er en af de kunstnere som mange i Grønland har hørt om, men som der alligevel er skrevet meget lidt om, ligesom at der ikke tidligere har været en stor soloudstilling med kunstneren.

Arnannguaq Høegh er en af grundstenene i nyere grønlandsk kunst. Hun var sammen med Aka Høegh og Anne-Birthe Hove en del af bølgen af stærke kvinder, der uddannede sig inden for kunst i 1970’erne, og som siden da har været hjørnestene i Grønlands kunst.

Arnannguaq Høegh var uddannet fra Kunsthøjskolen i Holbæk, fra Grafisk værksted i Kinngait – Cape Dorset i Canada, har gået på Nova Scotias Collage of Art and Design i Halifax, været gæste-elev på Grafisk Skole ved Kunstakademiet i København og Kunstakademiet i Oslo. Høegh var i praktik hos Bodil Kaalund, og da det vi i dag kender som Grønlands Kunstskole, daværende Grafisk Værksted, åbnede, var Arnannguaq Høegh allerede forbundet, først som underviser senere som skolens mangeårige leder. En stilling som hun havde helt frem til 2020, hvor Høegh gik bort efter kort tids sygdom.

Udstillingen er retrospektiv, og tager udgangspunkt i hendes mangeårige virker i samspil med samfundet. I en samtid hvor hun i 27 år har fungeret som kunstskoleleder, og uddannet Grønlands kommende kunstnere.

Arnannguaq Høegh er kendt for sine grafiske tryk, et medie hun også var teknisk dygtig i. Hendes grafiske værker indeholder mange gentagelser og genbesøgte motiver, men er også stille kommentarer til eksempelvis sælkampagnen og torskens forsvinden.

Udstillingen viser omtrent 100 værker af kunstneren, og omfatter både skulptur, maleri, mixed-media, tegning og grafiske værker. De ældste værker er fra hendes ungdomsår i slut 1960’erne og de nyeste værker, er fra kun få år før hendes død.

Udstillingen kan ses til og med januar 2023, og er skabt i samarbejde med Arnannguaq Høeghs arvinger.