Buuti Pedersen (f. 1955)

Intense farver og kraftige penselstrøg. Myter i glas og abstrakte landskaber, man alligevel godt kan genkende fra egne minder i det grønlandske landskab.

Buuti Pedersen er uddannet fra Skolen for Brugskunst (Danmarks Designskole) i København fra 1982-86, og har gået de fire måneder på Holbæk Kunsthøjskole. I Grønland er hun vidt og bredt kendt for sine malerier af isbjørne, men ud over sit arbejde med glas, har hun siden sin uddannelse haft en forkærlighed for pensel og akrylfarver.

Brugskunst i glas

Buuti Pedersen har arbejdet en del med glas og glaskunst efter studieophold på glasværker i Sverige. En af hendes glasvaser, ”Sæl skulptur” fra 2005, er udstillet på Nuuk Kunstmuseum. På vasen ser man en sæls krop under vandet. Man ser ikke sælens hoved, som stikker op over åndehullet i vinterens havis. Det er udført i tykt ufarvet glas, mens selve sælen er grå med pletter, med en hvid streg fra top til bund. Den hvide streg agerer som en henvisning til Pedersens forkærlighed for penselarbejde. Vasen følger sælens buede krop, og alligevel er det ret nemt at overse sælen. Sælen flyder midt i vasen, så man kigger gennem det tykke glas, næsten på samme måde som man ville kigge gennem et tyk lag gennemsigtigt is, eller gennem akvarieglas. Kunstmuseet ejer flere af Pedersens værker i glas, og i disse har hun arbejdet både med dyr man finder i Grønland og de grønlandske mytevæsener, inkl. Aningaaq og Maliinannguaq, som er myten om månen og solen. Netop myten om solen og månen har hun arbejdet videre med i Katuaqs foyer, hvor man ser solen og månen i et dybderelief henover den hvide og krumme betonmur der omkranser Hans Lynge Salen. Pedersens penselstrøg kan igen genkendes, både i motiverne og i de streger, der på en måde indikerer Aningaaq og Maliinannguaqs progression rundt om muren, op mod himlen.

Landskaber og tanker

Det grønlandske landskab er en inspirationskilde, som flere grønlandske kunstnere gør brug af, som f.eks. Anne-Lise Løvstrøm, Lise-Lynge Hesseldahl og Miki Jacobsen. Ofte gengives naturlandskabet som et genkendeligt sted, og alligevel ikke helt. I Grønland er landskabet ikke kun et sted der ses, eller et sted der besøges, men også et sted med oplevelser, brugen af ressourcer og en urkraft – en urkraft der inspirer til kunst og myter. Et sted med historier om tid med familien, myg, jagt, mytefortællinger og skønhed. Det er i modsætning til flere ekspeditionsmalere, ofte kaldt grønlandsmalerne, som næsten altid malede overvældende naturromantiske landskaber.
I sine landskabsmalerier arbejder Pedersen med kraftige penselstrøg og intense farver. Når hun begynder på et nyt værk, har hun ofte en intention om at bruge mindre kraftige farver, men hun bliver alligevel tiltrukket af de kraftige farver. Hendes motiver begynder med farven, og hun er bevidst om at farver har en indvirkning på menneskers sind, og den bevidsthed arbejder sig ind i hendes værker. Hendes værker bliver til efter steder hun har været, og de tanker der opstår i forbindelse med stedet eller i skabelsen af værket. Hun maler både landskaber fra Grønland og fra Danmark. Pedersen er selv fra Qaqortoq, og vender ofte tilbage til sit hus der. Hendes tanker bliver malet ind i værkerne med kraftige penselstrøg. Stederne, landskaberne og bybillederne, hvor Pedersen har været, bliver ofte malet på store lærreder i akryl, eller små papirværker i vandfarver. Landskaberne er en blanding af et studie af landskabet og Pedersens oplevelser i forbindelse med stedet; følelser, tanker, naturens kraft, de personer hun er sammen med. Ligesom tanker kan være diffuse, flygtige og fyldt med følelser, så bliver Pedersens værker en mellemting mellem et specifikt sted og en tankeverden, man som beskuer bliver tiltrukket af. Man falder ind i sine egne tanker, og de intense farver og kraftige penselstrøg giver rum til egne fremboblende tanker.

Udover sælvasen udstilles et af Pedersens landskaber på kunstmuseet. Det er uden titel fra 2007. Motivet er et landskab med en bro og vandfald. Værket har lyse, blålige farver malet med brede penselstrøg. Farverne giver indtryk af et lyst sted med en bro over en elv. Ved vandfaldet er der lidt skyggefuldt, men det forstyrrer ikke det lyse indtryk. Pedersens landskaber er ofte fyldt med lyse og intense farver, men også mørke afkroge. Mørket er ikke malet for at give et dystert præg. Måske er mørket med, fordi det er sådan et landskab er; ikke alle områder i et landskab får det samme lys. Skygger opstår og forsvinder med lysets bevægelser gennem dagen og året. Et landskab med både lys og mørke – kontraster, som komplementerer hinanden i Pedersens landskaber. Et landskab, men også en tankeverden, hvor både det lyse og det mørke eksisterer, og naturligvis har fået plads.

Stregen og isbjørnene

Buuti Pedersens isbjørne blev kendt i hele Grønland ifm. at hun malede 12 værker til Arctic Winter Games i 2001. Kunstmuseet ejer tre af hendes isbjørnemalerier, uden titel og årstal. Det er næsten obligatorisk at eje mindst et af hendes værker med de legende isbjørne. Isbjørnene er stadig populære, og har endda været plagieret mere end én gang. Hun maler baggrunden i en intens farve, ofte med kraftige penselstrøg. Baggrundsfarven vælger hun efter humør, tanker, følelser og oplevelser fra den samme dag. Oplevelser som besøg af venner, eller oplevelsen af skiftet fra sommer til efterår. Derefter maler hun et omrids af en eller to isbjørne i enkelte, lette penselstrøg. Penselstrøgene frembringer en eller to stiliserede isbjørne. Den lette strøg i især de små versioner minder om den lethed, som den danske kunstner, Aage Gitz-Johansen, også er kendt for, bl.a. når han malede kvinder og fugle. På de større malerier er penselstrøgene malet med en bestemthed, der skaber bevægelse og kraft. Pedersens isbjørne er også blevet trykt på Irma dåser og tændstikæsker, de har været del af Isaksen Designs kjoler, skjorter og tørklæder, og udarbejdet til brocher og øreringe i samarbejde med den danske smykkedesigner, Nicolai Appel.

I Danmark er Buuti Pedersen en del af kunstnergruppen Sibirien, som udstiller fire gange om året. I Grønland var hun medstifter af KIMIK, som hun stadig er medlem af. KIMIK udstiller én gang om året i Nuuk. Pedersen har skabt værker til grønlandske frimærker, illustrationer, og udsmykket bygninger, bl.a. kirken i Alluitsup Paa, samt været del af projekter i forskellige lande verden over.

“Bagom Værket – Buuti Pedersen” er skrevet af Hanne Kirkegaard.

Kilder

Piorsarsimassuseq, 1. marts 2020, KNR tv.
Stine Lundberg Hansen: Buuti om bjørne, Neriusaaq 3/2016.
Grønlands nutidskunst, Art Copenhagen. Udstillingskatalog. 2016.
Spor // Landskab, museumsfolder, Nuuk Kunstmuseum, 2020.
Nivi Christensen: Udkast til udstillingskatalog. Buuti – Et livsværk, 2012.