Troels Brandt kom til Grønland i 1938, og han tegnede og malede portrætter af grønlændere og af danskere. På Nuuk Kunstmuseum har vi to malerier. Portrætter af to grønlændere.

Malerierne er malet med tykke og tydelige penselstrøg, men er samtidigt detaljerede. Går man helt tæt på, opdager man, at farven ikke kun er én, men at farverne er mange. På én gang er malerierne figurative i deres motiv og i deres genkendelighed, men nærmer sig det mere opløsende og abstrakte i de brede penselstrøg og de mange farvenuancer.

Troels Brandt, uddannet på Kunstakademiet, kom til Qeqertarsuaq (dengang Godhavn) i 1938 for at arbejde for magister Morten P. Porsild på Arktisk Station, hvor han bl.a. skulle tegne planter og plantedele. Han skulle tilbage til Danmark i 1940, men krigen gjorde, at han måtte blive i Grønland i endnu 5 år. Fra 1940 til 1943 arbejdede han forskellige steder på Vestkysten. I 1943 blev han ansat som kontrollør i Qassiarsuk – tæt på den amerikanske base i Narsarsuaq. I efteråret 1945 tog han tilbage til Danmark, men besøgte gentagende gange Grønland.

Modellerne hentede han i nærområdet. I hans dagbog – udgivet som bog af Forlaget Atuagkat – er der intet registreret om, at portrætterne skulle være udført på bestilling. I hans dagbog er heller ikke større refleksioner over hans portrætter eller hans kunst – oftest er det en registrering af, at nu har han tegnet den og den.

Det ene af Nuuk Kunstmuseums portrætter er af en mand på lys baggrund. Det er Edvard Narssaq. Det er malet i november 1941 i Qaqortoq (dengang Julianehåb). I hans hår har Troels Brandt leget med lyset og skyggerne. Hvis man kigger efter, er håret i dag næsten lysende mørkeblåt. Om, det har været helt så blåt fra begyndelsen, er ikke til at sige.
Det andet portræt er en gårhåret ældre dame på en mat grøn baggrund – en karakteristisk baggrundsfarve, som går igen i mange af Brandts portrætter. Det er malet i 1943 i Igaliko og er af Inger Olsen.

Hans dagbog er primært optegnelser over slædeture, vandreture, vejr, selskab, mennesker og landskab. Men især hans landskabsbeskrivelser er farverige – særligt i Sydgrønland. Her er tre eksempler på Troels Brandts registrering af og fornemmelse for farverne, som på mange måder bevæger sig ind i hans portrætmalerier:

I går var jeg ude med kassen for at male sydgrønlandsk højsommer, med dominerende stærkt gule og grønne markfarver, noget violet og rødligt klippeparti, stærkt lysende grønligt vand og lette hvide sommerskyer.*

I morges var jeg ude at male: begyndende, gulnende efterårsfarver og røde og violette klippesten.*

I formiddags var jeg ude med malerkassen og malede et landskab med den sollyse sne og blå skygger, gulbrune jordpletter, grå og røde klippesten, en grønlænderhytte og fjerne blå fjelde mod blå himmel.*

* Troels Brandt – Dagbog fra Grønland 1938-1945, Forlaget Atuagkat, 1999

“Bagom Værket Troels Brandt” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2017.