Pia Arke (1958-2007)

Kunstneren Pia Arke døde alt for tidligt i 2007, men hendes værker lever videre – og har hverken mistet deres stemme eller aktualitet. Denne aktualitet kan for eksempel ses gennem værket ”Arctic Hysteria”.

Arctic Hysteria er et videoværk fra 1996. Nøgen kravler kunstneren Pia Arke (1958-2007) rundt på et sort/hvidt foto af et grønlandsk landskab, som hun ender med at rive i stykker. Inden da snuser, kravler og ruller hun rundt i sensuelle og lettere erotiske bevægelser og overlader ingen kropsdel til fantasien. I begyndelsen af videoen ser vi tydeligt det rum, videoen er filmet i, der er dato og tid på kameraet, og hun siger ordet “record”. Hun understreger herved iscenesættelsen af det efterfølgende.

Hvad er det så Arke iscenesætter? Hun iscenesætter først og fremmest vores blik. Men dette blik er komplekst og peger i mange retninger. Nøgenheden indeholder en form for exhibitionisme og for os, der kigger på, en voyeurisme. Hendes bevægelser er mere eller mindre koreograferede iscenesættelser – ikke entydige, ikke endelige. Er det for eksempel hysteri, når hun, ellers meget kontrolleret, river landskabet i stykker under sig? Bevægelserne synes ikke flydende, snarere koreograferede. Er hendes snusen, kravlen, rullen – disse iscenesatte bevægelser – sensuelle eller seksuelle?

 

HYSTERIET

Startskuddet til ”Arctic Hysteria” og en serie af værker var opdagelsen af et fotografi af Robert Edwin Peary (1856-1920) *, en amerikansk opdagelsesrejsende, der flere gange foretog ekspeditioner til Grønland:

”Jeg var på ”Explorers Club” i New York, hvor jeg fandt et fotografi fra Pearys billedsamling af en grønlandsk kvinde, der bliver holdt fast af to hvide mænd”, fortalte Arke i et interview med Synne Rifbjerg i Weekendavisen i 1999**. “Hun har nøgen krop og bøjer hovedet tilbage i angst og skriger, mens de to står og poserer ved siden af. Jeg har aldrig før set sådan et fotografi i et arkiv, for mange arkivbilleder ligner hinanden – det er de vilde alene, ude i kajak, landskaber, isbjerge – og det var temmelig stærkt pludselig at sidde med et håndgribeligt bevis på den hvide mands overgreb på den oprindelige befolkning.”

Arke fik ikke lov at tage billedet med. Den stedlige kurator på Explorers Club mente, at det var et tilfælde af arktisk hysteri, men som Pia Arke bemærkede i ovennævnte interview, så ville også hun blive lidt hysterisk, hvis to påklædte mænd holdt hende fast i nøgen tilstand.

I dag kan man blive eller være hysterisk mand som kvinde, men gennem tiden har det været karakteriseret som en sygdom eller en diagnose, som især ramte kvinder. Arktisk hysteri, mente Robert Peary-ekspeditionen, ramte inuitiske kvinder om vinteren på grund af vitaminmangel og medførte skrigen, krampe, manglende selvkontrol og ufølsomhed over for kulde, hvilket gjorde, at de løb nøgne rundt.

 

 

NØGENHEDEN DER BLEV VÆK

På 1. sal i samlingen på Nuuk Kunstmuseum er det første, man møder, Pia Arkes videoværk Arctic Hysteria. Nogle frastødes, andre tiltrækkes. Nogle ryster på hovedet og går videre, andre sætter sig i indhakket og tager høretelefonerne på.

En eftermiddag var skærmen på 1. sal pludselig sort. Forinden havde en flok teenagedrenge fnisende kredset om værket i en lille time. Videoovervågningen afslørede, at de havde taget det lille usb-stik fra fjernsynets bagside med sig, da de gik. Nuuk er en lille by, og vi fandt hurtigt frem til drengene og kunne fortælle dem, at det var et kunstværk, de havde stjålet, og de afleverede det pænt tilbage.

Pointen er ikke, at de tog det, men hvorfor. De var ikke kunsttyve; de ville aldrig have taget et maleri eller et andet værk med sig. De var en flok teenagedrenge, der tog et USB-stik med en nøgen kvinde på, som pirrede deres blikke, og som de gerne ville se mere på.

Deres uheldige opførsel gør opmærksom på en central del af værket. Blikket – både hvad vi ser, og hvem der ser. Arke personificerer dem begge. Med sin krop og iscenesættelsen af den, bliver hun både kvinden, som bliver set på, men også den, der iscenesætter vores blik på hende; et blik der kan karakteriseres som et mandligt blik på en poserende kvinde. Et blik som vi kan frastødes eller tiltrækkes af – eller prøve at udforske.

 

ETNOÆSTETIKKEN – AT SÆTTE SIG MELLEM TO STOLE

Værket er ikke entydigt. Det er svært at komme med et forkromet overblik eller ord, som indkapsler værket i dets helhed. En flertydighed synes at karakterisere Arkes værker; at noget ikke siges endeligt eller fra en specifik synsvinkel. Men med flere stemmer og positioner indlejret.

Arke var både dansk og grønlandsk, hun er bastarden, men først og fremmest var hun menneske med en krop og en historie. Hendes mors østgrønlandske efternavn er Arqé – et navn Arke tog i 1983, men med ændringen til Arke. Arke er også et spil med ordet arketype, som betyder et mønster eller en urform*** – en form der kommer før andre former eller som skaber andre former.

Pia Arkes bror Erik Gant skriver i forordet til ”Etnoæstetik”, at etnoæstetikken er kunsten at sætte sig mellem to stole – ”en kunst, som vi bastarder hele tiden skal præstere” tilføjer han ****. Arke insisterede på blandingen, både i sig selv, men også i et større perspektiv.

Arkes værker bevæger sig i et komplekst felt – i forholdet mellem Danmark og Grønland, og i forholdet mellem den lille og den store historie, mellem den personlige fortælling og de store linjer. Kolonihistorie er ikke entydig, hverken sort eller hvid, ond eller god, men har utallige nuancer. Den er i store træk ikke rar – præget af magt og privilegier, af fordomme og racisme. Den er hverken skyld eller skam, men den er.  Og det er netop kolonihistoriens væren, Arkes værker dykker ned i med udgangspunkt i den personlige historie og i hendes egen fysiske krop.

 

LANDSKABET

Fotografiet, der rives i stykker i videoværket, havde Arke taget med sit mandsstore hjemmebyggede hulkamera – placeret hvor hendes barndomshjem stod i Sydgrønland og med den udsigt, hun som barn voksede op med.

Placeringen af hulkameraet ved barndomshjemmet i Sydgrønland var en måde at søge et nulpunkt – både at besøge et sted, som engang var med til at danne hendes måde at se verden på, og at hulkameraet var fotografiets barnesko.

”Det hang også sammen med et ønske om og en nødvendighed af, at få skabt rum til at indeholde alle disse håb, ønsker, spørgsmål og forståelse af de ting som er sket, de ting som sker og måske også det som skal ske,” skrev Pia Arke i kataloget til udstillingen Den Flyvende Kajak*****.

Arkes værker er et sammensurium af fortid, nutid og fremtid. De peger ud over hendes krop, den personlige historie og den dansk-grønlandske historie. I det selvbyggede hulkamera og i placeringen af det – at indtage og affotografere et rum, som engang var, uden at genskabe det, som det var – iblandes en genskabt fortid med nutiden og peger ud i fremtiden.

Iturivningen af dette grønlandsk landskab kan også ses som en kommentar til den grønlandske kunsthistorie – og alle de danske mandlige malere, som siden midten af 1800tallet har malet den grønlandske natur i sceniske skildringer, hvor inuit indgår i dette storslåede vue, som en del af den. De repræsenterer et blik på Grønland ud fra en romantisk idé om Grønland, og med et blik på inuitter, som værende i samklang med naturen. Et idealromantisk syn, som ses helt op til i dag, særligt hos fotografer, som tager til Grønland og fotograferer en storslået natur og en uddøende kultur. Fortællingen, om det moderne, tidligere kaldet civilisationen, der indtager og overtager en oprindelig kultur i samklang med naturen, er uanset forklædning i maleri, fotografi eller litteratur mere end 200 år gammel og et gennemgående tema i den dansk-grønlandske kolonihistorie og i danske beskrivelser af Grønland og grønlændere.

Arke fortalte i interviewet med Synne Rifbjerg, hvordan missionærer og opdagelsesrejsende i deres skrifter og dagbøger kunne udtrykke skuffelse over, at de indfødte havde været i kontakt med den såkaldte civilisation, når de ankom til, hvad de betegnede som nyt land. Grønland har bare aldrig været uopdaget; flere kulturer har beboet den store ø og skibe har i tusinde(r) af år besejlet disse farvande.

”Hvis man er etnocentriker, vil man forsøge at holde billedet rent, gøre Grønland og grønlændere meget grønlandske, selv om befolkningen er meget blandet”, sagde Arke**. I flere fotoserier arbejder hun netop med iscenesættelse af det grønlandske – og også i videoværket Arctic Hysteria.

”Jeg har brugt meget af min tid på Akademiet til at spekulere på, hvad det er for noget med de billeder fra Grønland, med at fotografere. Selv om fotografiet ofte skal illustrere noget i en tekst, lever det sit eget liv, anbringer sig et sted mellem det sagte og det usagte”, sagde Pia Arke i interviewet i 1999**.

Der er en søgen i værkerne – en famlen henover landskabet i Arctic Hysteria.

 

SØGENDE GENOPDAGELSE

I et andet værk kaldet Arktisk Hysteri IV, satte Arke en billedserie sammen af nøgne poserende inuitiske kvinder ved siden af fuldt påklædte mænd fra Peary-ekspeditionen. Alle fotos fra Pearys arkiver. Hun kaldte dette værk, som i dag kun findes i skitseform på et dias, for en genopdagelse; en genopdagelse af den opdagelsesrejsendes arbejdsmetode. Én af kvinderne er ovenikøbet Robert Pearys kæreste, men det ser man ikke ud af fotografierne. Også i dette værk synes omdrejningspunktet også at være iscenesættelsen af vores blik.

Værket trækker modsætninger op – mellem sommer og vinter, mellem natur og videnskab og mellem den vilde og den opdagelsesrejsende******. Og kunne man tilføje mellem mand og kvinde, og mellem den aktive erobrende (hvide, civiliserede) mand og den passive erobrede (primitive) kvinde.

Hendes arbejde var ikke politisk – værkerne kan kurateres og opfattes politisk og er med sit emne politisk sprængstof, men for Pia Arke handlede det ikke om ideologier og dagsordenener ej heller om politiske slagord. Snarere var det denne søgen efter, en genopdagelse og en forståelse – måske først og fremmest af sig selv som menneske i en specifik historie, og denne histories betydning for og iscenesættelse af det enkelte menneske. Hun insisterede på blandingen, på bastarden, på det midt imellem, som de 300 års kolonihistorie og kulturmøde har efterladt os med.

 

NOTER

* Robert E. Peary var på utallige ekspeditioner til Nordgrønland og blev tilskrevet, at være den første med sin ekspeditionshold på Nordpolen, hvor kun de amerikanske ekspeditionsdeltagere fik deres navne med, ikke de inuitiske. Det siges, at ekspeditionerne efterladte sig utallige børn med inuitiske kvinder.

** Rifbjerg, Synne: ”Det mørke kammer”, in: Weekendavisen, 29.4-6.5 1999

*** Kleivan, Inge: ”Hulkamerafotografier i Grønland”, side 247-269, in: Tidsskriftet Grønland, nr. 7 1999

****Arke, Pia: Etnoæstetik, Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion, 2010

***** Den Flyvende Kajak – Nutidskunst fra Grønland, Nordiskt Konstcentrum, 1993

****** Mondrup, Iben: ”The Photo Montage Arctic Hysteria alias Arctic Hysteria IV (1997”, side 267-68, in: Tupilakosaurus – An Incomplete(able) Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, 2012

Læs også
https://kunsten.nu/journal/hvad-glor-du-paa/