KIMIK No Limits // 10.05-28.07.19

Fernisering torsdag 9/5  kl. 17

Den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK udstiller i år på Nuuk Kunstmuseum, ferniseringen er d. 9 maj og udstillingen hænger til den 28. juli.

I udstillingen vil der være værker af: Pierre A. C. Auzias, Miki Jacobsen, Kristine Spore Kreutzmann, Ivalo Abelsen, Lisbeth Karline Poulsen, Buuti Pedersen, Peter Kristiansen, Maria Panínguak´ Kjærulff, Ivínguak´ Stork Høegh, Julie Edel Hardenberg, Naja Rosing-Asvid og Arnannguaq Høegh.

Både mennesker, leoparder og sæler indtager værkerne, der spænder fra maleri til keramik, tryk og filt. Det forventes at der kommer op mod 100 værker, hvoraf en stor del vil være til salg. Kunstnersammenslutningens udstillinger giver en lige nu og her status på billedkunsten i Grønland. Det er ofte meget farverige, store udstillinger, der spænder bredt både i udtryk, stil og materialevalg.

Om KIMIK

KIMIK er Grønlands Kunstnersammenslutning og har lidt over 20 medlemmer. KIMIK betyder på grønlandsk energi og kraft. Foreningen blev stiftet tilbage i 1995 og har sit eget værksted i kolonihavnen i Nuuk.

For at blive medlem skal man blandt andet være bosiddende i Grønland på ansøgningstidspunktet, man skal have en lang videregående kunstuddannelse eller på anden vis kunne dokumentere høj kunstnerfisk faglighed.

Kunstnersammenslutningen har haft sine årlige udstillinger i Katuaq, men holder nu hver andet år sin udstilling på Nuuk Kunstmuseum. Kunsterne har valgt at arbejde under temaet No Limits / Grænseløs / Killeqanngitsoq.