J.E.C. Rasmussen (1841-1893)

Midt på indlandsisen med dybe bræspalter – der går fra hvid til dybblå til sort – står en gruppe mænd; med trækslæder, telt og primus mellem to opslugende huller. Der er ingen slædespor; ingen spor af, hvor de kommer fra, eller hvor de skal hen.

Maleriet hedder ”Kornerup på isen” og er malet i begyndelsen af 1890erne af J.E.C. Rasmussen (1841-1893). Det hænger på Nuuk Kunstmuseum og tilhører Kommuneqarfik Sermersooq.

Mændene er afslappede – i gang med hver sit; én stående med hænderne i lommen; én siddende med hænderne i skødet; én tænder primussen. Midt i billedet står den sidste mand og kigger gennem et apparat ud mod beskueren; mod det landskab, som forsætter ud af billedet.

Kornerup og manden med måleapparatet midt på Indlandsisen er nok den danske geolog Andreas Nicolaus Kornerup (1857-1881), som deltog i flere ekspeditioner til Grønland i 1870erne som tegner.

Maleriet skildrer højst sandsynligt en ekspedition i 1878, hvor Kornerup under ledelse af J.A.D. Jensen vandrede ind over Indlandsisen og nåede de såkaldte Nunatakker omkring 70 km fra isranden.

Hvad Kornerup laver, er nok at måle og tegne Grønland, her en bid af indlandsisen, så landet kan kortlægges i hele sin udstrækning.

Biografi

Jens Erik Carl Rasmussen var uddannet på Kunstakademiet i København. Han rejste første gang til Grønland i 1870-71, fortrinsvis omkring Nuuk, og det blev på mange måder bestemmende for ham og hans kunst. Han blev kendt som Grønlandsmaleren; han brugte motiver og inspiration fra denne første rejse resten af sit liv.

Grønlandsmaler er en genre – et begreb som bruges om en række fortrinsvis danske malere som fra midten af 1800tallet helt op til midten af 1900tallet opholder sig i kortere eller længere perioder i Grønland, og derefter bliver kendt for at bruge Grønland som motivkreds i deres kunst. Disse kunstnere er ofte mere tilbageskuende i deres motiv og maleri end tidens strømninger. Da egentlige brugbare fotos af landet langt mod nord – Grønland – først virkelig vinder frem omkring 1900tallet og frem, får disse skildringer af landet og menneskene gennemslagskraft hos et europæisk publikum.

J.E.C. Rasmussen levede i Verdensudstillingernes tid. Verdensudstillingerne gennem 1800-tallet havde karakter af en messe, hvor hvert land gav en samlet præsentation både kunstnerisk, industrielt og håndværksmæssigt af landets formåen.

J.E.C. Rasmussen repræsenterede Danmark ved flere Verdensudstillinger med sine Grønlandsmalerier. Rasmussens kunst blev ikke vel modtaget – den danske kunst præsenteret på Verdensudstillingen var bagefter de europæiske strømninger – men ikke desto mindre var Rasmussen én af de første i den europæiske billedkunst, som brugte Grønland som kunstnerisk motiv.

Ligesom andre ekspeditionsmalere er J.E.C. Rasmussens malerier hverken historiske eller autentiske. Han genbruger inspirationen og motiverne fra sin første Grønlandsrejse resten af sit liv. Som Karsten Hermansen gør opmærksom på i bogen ”…saa maler jeg, hvad jeg har set – Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893)”, så sker der med tiden dét, at han maler grønlænderne hver for sig. Fra at have malet dem sammen og i grupper, så bliver menneskene i hans Grønlandsbilleder med tiden alene – på isen, på vandet, i fjeldet.

 

I 1893 på Rasmussens anden Grønlandsrejse falder han overbord fra skibet Peru, forsvinder i Atlanterhavet og bliver aldrig fundet igen.

Perspektivet

Maleriet er malet i centralperspektiv, hvor alle linjerne, der følger bræspalterne, ender i et samlet punkt, hvis man fulgte dem bagud helt til ende.

Beskueren placeres centralt foran billedet og gives ligesom et overblik over hele sceneriet ved at hele landskabet betragtes lidt fra oven; som står maleren på en bakketop og skuer ud og maler.

Vi gives adgang til et ellers øde og barsk landskab forbeholdt de få. Samtidig er landskabet eksklusivt – for vi ser ikke andre mennesker end mændene. De tykke lag maling omkring bræspalterne giver billedet en særlig, næsten tredimensionel, tekstur, som understreger den dramatisk skildrede indlandsis. Herigennem er scenen sat for mændene og deres ekspedition.

Disse mænd synes at sætte livet på spil mellem opslugende bræspalter for at optegne og kortlægge indlandsisen. De abonnere på en helt bestemt maskulinitet, som tilhører ekspeditionsalderen. Som Pia Arke i hendes værker har gjort opmærksom op, så hænger ekspedition, kolonisering og erobring af land sammen med en bestemt opfattelse af køn. Manden er her den erobrerende, optegnende og kortlæggende – kort sagt den aktive – som udforsker og indtager (det passive/skønne, men dog opslugende) landskab. På mange måder tegner ekspeditionsmalere – her Rasmussen, men også senere Emanuel A. Petersen – et kønnet landskab op; en idé om en kvindelighed, som det passive, skønne, men dog opslugende landskab, som manden kan erobre.

Trofæet i denne maskuline ekspedition – medaljen og mændenes belønning for at sætte livet på spil – er nunatakkerne i baggrunden. Ekspeditionen med Kornerup nåede Nunatakkerne, som i dag er opkaldt efter ekspeditionens leder – J.A.D. Jensens Nunatakker.

Indlandsisen iscenesætter denne ekspedition. Indlandsisen er et mønster; nogle linjer som danner en harmoni og skaber centralperspektivet; maleriets indlandsis har ikke så meget med den reelle indlandsis at gøre.