J.E.C. Rasmussen (1841-1893)

Midt på indlandsisen med dybe bræspalter – der går fra hvid til dybblå til sort – står en gruppe mænd; med trækslæder, telt og primus mellem to opslugende huller. Der er ingen slædespor; ingen spor af, hvor de kommer fra, eller hvor de skal hen.

Maleriet hedder ”Kornerup på isen” og er malet i begyndelsen af 1890erne af J.E.C. Rasmussen (1841-1893). Det hænger på Nuuk Kunstmuseum og tilhører Kommuneqarfik Sermersooq.

Mændene er afslappede – i gang med hver sit; én stående med hænderne i lommen; én siddende med hænderne i skødet; én tænder primussen. Midt i billedet står den sidste mand og kigger gennem et apparat ud mod beskueren; mod det landskab, som forsætter ud af billedet.

Kornerup og manden med måleapparatet midt på Indlandsisen er den danske geolog Andreas Nicolaus Kornerup (1857-1881), som deltog i flere ekspeditioner til Grønland i 1870erne som tegner.

Maleriet skildrer en ekspedition i 1878, hvor Kornerup under ledelse af J.A.D. Jensen vandrede ind over Indlandsisen og nåede de såkaldte Nunatakker omkring 70 km fra isranden – 10 år før Fridthof Nansen tog den hele vejen over. I 1878 havde man idéer om, at der midt på isen fandtes et afsondret rige med dværglignende mennesker, eller at man fra fx Nunatakkerne kunne se til Østgrønland.

Kornerup skitserer landskabet på maleriet, som en del af optegningen og kortlægningen af Grønland gennem det 19. og 20. århundrede.

 

Biografi

Jens Erik Carl Rasmussen var uddannet på Kunstakademiet i København. Han rejste første gang til Grønland i 1870-71, fortrinsvis omkring Nuuk, og det blev på mange måder bestemmende for ham og hans kunst. Han blev kendt som Grønlandsmaleren; han brugte motiver og inspiration fra denne første rejse resten af sit liv.

Titlen ”Grønlandsmaler” kan kaldes en genre – et begreb som bruges om en række fortrinsvis danske malere som fra midten af 1800tallet helt op til midten af 1900tallet opholder sig i kortere eller længere perioder i Grønland, og derefter bliver kendt for at bruge Grønland som motivkreds i deres kunst.

J.E.C. Rasmussen levede i Verdensudstillingernes tid. Verdensudstillingerne gennem 1800-tallet havde karakter af en messe, hvor hvert land gav en samlet præsentation både kunstnerisk, industrielt og håndværksmæssigt af landets formåen.

J.E.C. Rasmussen repræsenterede Danmark ved flere verdensudstillinger med sine Grønlandsmalerier. Rasmussens kunst blev ikke vel modtaget – den danske kunst præsenteret på Verdensudstillingen var bagefter de europæiske strømninger.

Ligesom andre ekspeditionsmalere er J.E.C. Rasmussens malerier hverken historiske eller autentiske. Han genbruger inspirationen og motiverne fra sin første Grønlandsrejse resten af sit liv. Som Karsten Hermansen gør opmærksom på i bogen ”…saa maler jeg, hvad jeg har set – Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893)”, så sker der med tiden dét, at han maler grønlænderne hver for sig. Fra at have malet dem sammen og i grupper, så bliver menneskene i hans Grønlandsbilleder med tiden alene – på isen, på vandet, i fjeldet.

I 1893 på Rasmussens anden Grønlandsrejse falder han overbord fra skibet Peru, forsvinder i Atlanterhavet og bliver aldrig fundet igen.

 

Perspektivet

”Kornerup på isen” er malet i centralperspektiv, hvor alle linjerne, der følger bræspalterne, ender i et samlet punkt i baggrunden.

Beskueren placeres centralt foran billedet og gives ligesom et overblik over hele sceneriet ved at hele landskabet betragtes lidt fra oven; som står maleren på en bakketop og skuer ud.

Vi gives adgang til et ellers øde og barsk landskab forbeholdt de få. Samtidig er landskabet eksklusivt – for vi ser ikke andre mennesker end mændene. De tykke lag maling omkring bræspalterne giver billedet en særlig, næsten tredimensionel, tekstur, som understreger den dramatisk skildrede indlandsis. Herigennem er scenen sat for mændene og deres ekspedition.

Disse mænd synes at sætte livet på spil mellem opslugende bræspalter for at optegne og kortlægge indlandsisen. De abonnere på en helt bestemt maskulinitet, som tilhører ekspeditionsalderen. Som Pia Arke i hendes værker har gjort opmærksom op, så hænger ekspedition, kolonisering og erobring af land sammen med en bestemt opfattelse af køn. Manden er her den erobrerende, optegnende og kortlæggende – kort sagt den aktive – som udforsker og indtager (det passive/skønne, men dog opslugende) landskab. På mange måder tegner ekspeditionsmalere – her Rasmussen, men også senere Emanuel A. Petersen – et kønnet landskab op; en idé om en kvindelighed, som det passive, skønne, men dog opslugende landskab, som manden kan erobre.

Trofæet i denne maskuline ekspedition – medaljen og mændenes belønning for at sætte livet på spil – er nunatakkerne i baggrunden. Ekspeditionen med Kornerup nåede Nunatakkerne, som i dag er opkaldt efter ekspeditionens leder – J.A.D. Jensens Nunatakker.

Indlandsisen iscenesætter denne ekspedition. Indlandsisen er næsten et mønster; nogle linjer samlet i centralperspektiv som danner en harmoni og en hyldest til ekspeditionen.

 

Inspiration

J.E.C. Rasmussen har angiveligt set og været inspireret af Andreas Kornerups skitser fra ekspeditionen i 1878. Ekspeditionen i 1878-79 bestod foruden Kornerup af to danske og en grønlandsk ekspeditionsdeltager, og tog dem i alt 70 km ind over indlandsisen – det længste nogen havde bevæget sig over isen på det tidspunkt. Undervejs skitserede og tegnede Kornerup landskabet.

J.E.C. har måske set akvarellerne gennem en fælles bekendt og et par af dem var udstillet på Charlottenborg i København efter Andreas Kornerups død. Han døde kun 24 år gammel, sandsynligvis af tuberkulose efter strabadserne i Grønland, men han blev hyldet som en helt og en spirende stjerne indenfor videnskabelige kredse.

Vi ved ikke præcist, hvornår J.E.C. malede maleriet ”Kornerup på isen”. Der kendes til tre malerier inspireret af Kornerups akvareller. Titlen ”Kornerup på isen” er højst sandsynligt kommet til efter J.E.C. Rasmussens død, da malerierne ved hans død var benævnt ”Indlandsisen” og ”Expedition på Indlandsisen”. To af de tre malerier kom til Grønland. I dag befinder det ene sig på Nuuk Kunstmuseum, et andet er privateje i Danmark, og det tredje er uvist, hvor er.

 

”Bagom Værket J.E.C. Rasmussen” er skrevet af Stine Lundberg Hansen