Emanuel A. Petersen

Sne, farver og farvespil. Lyset – det røde og spillet i isen og sneen. Fjeldets farver. Vandet, himlen og solen. Emanuel Aage Petersen (1894-1948) malede den overvældende grønlandske natur med fjelde, former og landskaber. Som kunstner – endda én rigt repræsenteret i Grønland – placerer han sig i den kunst, der kommer udefra og ser ind.

Nuuk Kunstmuseum huser en stor samling af manden, som blev kaldt grønlandsmaler – Emanuel A. Petersen. Han var ikke den første, som blev kaldt Grønlandsmaler, men den sidste i rækken. Igen og igen malede han den grønlandske natur i en tid, hvor fotografiet var blevet det dokumenterende medie; i 1936 rejser Jette Bang første gang til Grønland og i 1938-39 indspiller hun farvefilmen ”Inuit”. Emanuel A. Petersen var sidste gang i Grønland i 1946.

Grønlandsmaler kan kaldes en genre. Betegnelsen blev først brugt i midten af 1800tallet, hvor enkelte danske kunstnere rejste til Grønland og brugte landet og dets liv som motiv i deres malerier; en genre som både var et kunstnerisk virke og omfattet af en voksende europæisk nysgerrighed mod dette fjerne land med dets folk højt mod nord før fotografiet for alvor vandt indpas. Genren blandede det kunstneriske med det dokumentariske.

Uddannet teaterdekorationsmaler rejste E.A.P. til Grønland adskillige gange fra 1920erne og frem til 1940erne. Hans mål var at male hele vejen rundt om Grønland, og det gjorde han stort set også. Han ville vise et for ham oprindeligt Grønland og samle sine malerier i en bog om Grønland.

I sit korte liv malede han mellem 2000-3000 malerier – en hel del på bestilling. Hans malerier findes både i ens eksemplarer og i forskellige variationer over fx en solnedgang eller en hundeslædekørsel gennem fjeldlandskab. Mange af malerierne på Nuuk Kunstmuseum er variationer af hinanden med elementer der gentages, og det er svært at pege på et egentligt hovedværk i samlingen.

Selvom E.A.P.s malerier afbilleder forskellige steder i Grønland, er de ikke eksakte eller historisk korrekte. Nogle steder er størrelsesforholdene ændret, andre steder er fjeldet flyttet lidt.

Vi møder intet dårligt vejr – hverken tåge, storm, regn eller slud. Femte gang E.A.P. ankommer til Grønland, ankommer han i gråvejr, og i hans dagbog skriver han:

Som oftest er jeg kommet hertil mens solen skinner på hav og fjeld, og den grønlandske ungdom, festligt klædt i farverige dragter, flokkes på høje fjeldknolde og omkring skibet. I dag er det et Grønland med tøsne og med regn og blæst, en af de dage, der gør landet grimt og trist. Havde det set sådan ud første gang jeg besøgte landet, havde det vel ikke haft den store tiltrækning på mig.*

 

Mennesket

E.A.P. maler ikke kun naturen; han maler også husene; tørvehytter og kolonien. Kigger man nærmere, er disse beboelser – ligesom de mennesker han sætter ind – ofte statister. De er ikke det egentlige, eller dét det drejer sig om.

Menneskene i malerierne er ikke portrætter. Snarere arketyper. En bestemt billede af en grønlænder, som E.A.P. bruger igen og igen. Fx er en kvinde med hårtop og kamikker sat ind i adskillige af hans malerier. Nuuk Kunstmuseum ejer skitser udført af E.A.P, som har en mere portrætlignende karakter.

At mennesket snarere bliver en arketype end portrætter i E.A.P.s malerier handler måske først og fremmest om, hvad E.A.P. er interesseret i; det er naturen, han vil male – den overvældende og skønne med sine farver og sit lys.

Mennesket er et blikfang; en måde at skabe midtpunkt eller samling i billedet. De er ikke det essentielle, men en retning eller et spor i billedet.

 

Landskabsmaleriet som en erobring

E.A.P. maler både naturen, menneskene og bosættelserne på afstand. Han tager ikke del i det. Han registrerer og afbilleder. Afstanden, der synes som en nøgtern registrering, må ikke ses som objektivitet til det sete. Hans malerier er ikke et historisk korrekte dokumenter.

På denne vis skriver han sig også ind i en kolonihistorie, hvor ekspeditionskunsten – maleriet – er en del af kortlæggelsen af Grønland. E.A.P. erobrer landet med blikket – dokumenterer og nedfælder det.

Den amerikanske forsker og kurator Candice Hopkins (f.1977) skriver om landskabsmaleriet som territorial ekspansion og en måde at erobre et land på**. Landskabsmaleriet var den første kunstform, som dannede skole i det erobrerede og selvstændige Nordamerika i midten af 1800tallet – som en måde at tilegne sig landet på.

Landskabsmaleriet er en genre, som rækker tilbage i den vestlige kunsthistorie. Candice Hopkins peger på, at landskabsmaleriet for erobreren eller kolonisatoren trækker på den periode, der kaldes romantikken.

”Through their use of radiant light and sweeping scenes of natural wonder, the artists equated nature with the sublime and nature became stand-in for God”.**

Netop denne grad af det skønne eller det sublime lurer i E.A.P.s malerier.

Men hvor den romantisk malede natur indeholder noget farligt og altopslugende, er E.A.P.s malerier mere i slægt med, hvad der i dansk kunsthistorie kaldes, Guldalderen. En periode i første halvdel af 1800tallet, hvor en række danske kunstnere, inspireret af den europæiske romantik, iscenesatte den danske natur – ikke den vilde og utæmmede, men den kultiverede og den, der bugter sig.

I E.A.P.s malerier er vægten ikke på det farlige eller opslugende ved naturen. Det er som et postkort – et skønmaleri – hvor den skønne og betagende, men dog fremmede natur, underlægges blikket.

Ligesom guldaldermalerne tegnede E.A.P. også skitser i naturen, som han derefter bearbejdede til større malerier i et atelier. Oftest blev skitserne tegnet i Grønland og malerierne malet i Danmark efter hjemkomsten, hvilket kan lægge en yderligere afstand til motivet. Det er ikke malet på stedet, men langt væk og ud fra en skitse og hukommelsen.

 

Mellemkrigstiden

Netop blikket og afstanden til det sete bliver essentielt i E.A.P.s malerier. Han maler ikke det hjemlige og genkendelige, men kortlægger nye egne. Han maler i en periode, hvor antropologien blomstrer i Europa og kortlægger endnu ukendte egne og kulturer. Hvor den anden kortlægges af Vestens blik – heriblandt Grønland.

På mange måder indskriver E.A.P. sig i denne tid. Hvor registrering af land og kultur samt indsamling af genstande bliver måden, hvorpå man bevarer de sidste ”oprindelige” kulturer fra civilisationens kommen. Ofte med et blik på den anden som noget andet – en modsætning – til det civiliserede vestlige menneske; nogle gange som barbarisk og uciviliseret i en negativ betydning; andre gange som en dyrkelse af noget tabt, som én for Vesten mistet forbindelse til noget oprindeligt og forgangent; andre gange igen som en nysgerrighed og en kuriositet.

I E.A.P.s tekstudkast til bogen ”Grønland i billeder” – som aldrig blev til noget, men er udgivet posthumt af Ole Lykke og Poul Madsen – er grønlænderne dog ofte ligemænd. De er kammerater, som er med på hans maler- og ekspeditionstogter i båd og på hundeslæde.

I disse tekster er naturen helt anderledes end i hans malerier; den er farlig. Her er han på lange farefulde slædeture gennem Grønlands vilde natur på gyngende havis, ud over oversete skrænter og ofte i hylende snestorm. Han sejler kysten rundt i motorbåd, hvor storme kaster brådsøer ind over båden med faretruende skær forneden, og hvor isbjerge kæntrer op og ned ad båden.

Men i hans malerier kortlægges og underlægges landet og den grønlandske natur hans blik og bliver herigennem skøn og harmonisk.

E.A.P.s blik er et blik udefra og ind; det er et blik først og fremmest optaget af en bestemt skønhed i naturen og i maleriet, i farverne og i lyset; men det er også et blik af sin tid, hvor lande og kulturer kortlægges og nedfældes af det vestlige menneske.

 

 

*Lykke, Ole og Poul Madsen (red.): Grønland i billeder – Emanuel A. Petersen, Forlaget Ararat, 2005 (restoplag forhandles kun på Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum)

** Hopkins, Candice: ”On Other Pictures: Imperalism, Historical Amnesia and Mimesis” side 22-32, in: Sakahan – Hopkins m.fl. (red.) : International Indigenous Art, National Gallery of Canada, Ottawa, 2013