Oplæg og paneldebat: SoMe kunst

Kan kunst og dekolonisering være grineren?
Nuuk Kunstmuseum inviterer til oplæg med postdoc. Naja Dyrendom Graugaard, samt paneldebat med meme-kreatørerne Lili F. Chemnitz, Paninnguaq Pikilak, Inunnguaq Reimer, Vivi Vold og Qarsoq Høegh-Dam.

Oplægget og paneldebatten tager afsæt i projektet ”Playful Encounters” – leg og humor i Kalaallit digital kunst som foregår i Nuuk i dagene 25.-30. april 2024. Projektet samler en lille gruppe af SoMe-kunstnere, en tech-savvy ekspert og en praksis-baseret samfundsforsker i en ugelang workshop i Nuuk, hvor deltagerne får mulighed for at udforske spændfeltet mellem kunst, dekolonisering og sociale medier. Workshoppen undersøger hvordan “SoMe kunst” er med til at skabe nye kulturelle møder og samtaler om samfundskritiske emner. Workshoppen er tænkt som en slags legeplads, hvor de deltagende kunstnere får mulighed for at udvikle og afprøve ideer til nye memes og andre SoMe kunstværker.

Efter oplægget og paneldebatten vil det være muligt at komme i dialog med kunstnerne og se nogle af de ideer og værker der er opstået igennem workshoppen.

Oplægget foregår på dansk, med mulighed for at stille spørgsmål til paneldebatten på grønlandsk dansk og engelsk.

Tid: 27. april 2024, kl. 13.30-15.30
Sted: Nuuk Kunstmuseum

Projektet er støttet af NAPA og AUFF NOVA.

Billede øverst: Lili F. Chemnitz.