
Mindesmærke for Arnarulunnguaq
På en pynt ved den gamle bydel af Nuuk (Nuutoqaq) står et mindesmærke for Arnarulunnguaq.
Arnarulunnguaq (1896-1933) deltog sammen med flere andre fra Qaanaaq området i Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition i 1921-1924, fra det nordligste Grønland til spidsen af Sibirien, i alt ca. 18.000 km. Selvom der deltog andre kvinder i flere strækninger, var Arnarulunnguaq den eneste der deltog på hele ekspeditionen, fra start til slut. Hun er i dag et forbillede for mange kvinder, og der har længe været tale om at hendes bedrift burde markeres. Siden 2008 har Foreningen Arnarulunnguaq arbejdet målrettet på at hædre Arnarulunnguaq og give hende den plads i historien, som hun fortjener. Søndag den 22. september 2024, på 100-året for ekspeditionen, blev mindesmærket for Arnarulunnguaq afsløret ved en ceremoni.
Mindesmærket er skabt af kunstner Aka Høegh (f. 1947) i samarbejde med den danske stenhugger Thomas Kjær Andersen (f. 1978).Mindesmærket er hugget ud i stenarten gnejs fra Grønland, med et portræt af Arnarulunnguaq og elleve grønlandske slædehunde rundt om stenen. På stenen er der indsat en stor synål i rustfrit stål som symbol for Arnarulunnguaqs livsvigtige kundskaber. Man kan også finde Aka Høeghs signatur på stenen.
Aka Høegh er en af Grønlands mest kendte kunstnere indenfor maleri, skulptur og grafik. Hun har været tilknyttet Grafisk Værksted i Nuuk (i dag Grønlands Kunstskole), fulgt undervisning på Kunstakademiet i København og stået i lære hos stenhugger Ole Christensen (1932-2000). I 1993-94 arbejdede Aka Høegh med projektet “Sten og Menneske”, som kan ses den dag i dag i byen Qaqortoq. Hendes illustrationer af de grønlandske myter er nærmest kanoniseret i den moderne grønlandske kultur.
Stenen til mindesmærket for Arnarulunnguaq fremstår rå, næsten ubearbejdet. Man skal tæt på for at finde Arnarulunnguaq, og afsøge overfladen af stenen for at finde alle elleve hunde. I stenens naturlige linjer og aflejringer ser man Aka Høeghs streg – bølgende, poetisk, sjælfuld. Aka Høegh har netop valgt stenen ud fra ideen om at der ikke skal ændres for meget ved stenens naturlige udtryk. I stenen har hun kunnet se landskaberne – de landskaber, som ekspeditionen rejste over. I stenens form og aflejringer har hun også kunnet fornemme de elleve slædehunde, og hugget dem frem fra stenen. Aka Høegh har studeret fotografier af Arnarulunnguaq og tegnet skitsen til værket. Hendes let smilende ansigt med annoraaq hætten på og pelskraven er genkendelig for mange i Grønland.
I sit kunstneriske virke har Aka Høegh arbejdet med selvportrættet, og portrætteret stærke kvinder med sjæl og nerve siden 1970’erne. Det har hun også taget med i sit arbejde med at illustrere de grønlandske myter – portrætterne, landskabet, og dyrene i sin bølgende streg. Ser man tilbage på Høeghs grafiske tryk finder man også ansigterne – mennesket – i familiens skød eller omgivet af landskab og dyr. Aka Høegh har portrætteret Arnarulunnguaq som en stærk kvinde, en ener, som levede en del af sit liv på slæderejsen, på ekspedition.
Der er valgt en neutral sten til basen af mindesmærket. Under Arnarulunnguaqs navn står der på grønlandsk: ”Inuit nunaannik kaajallaaqataasoq” som betyder ”den der rejste med på Inuits lande”. I 1978 rejste forfatter Aqqaluk Lynge (f. 1947) sammen med journalist Jørn Mathiassen (1929-2003) i sporene på ekspeditionen, og i 1982 udgav Lynge et digt til ære for Arnarulunnguaq. Det er citater fra digtet på grønlandsk, dansk og engelsk der er indgraveret på basen af mindesmærket:
”Uden dig var rejsen ikke fuldendt”

Kunstnere finder stadig inspiration i Arnarulunnguaqs historie, og bl.a. Ivínguak’ Stork Høegh (f. 1982) har arbejdet med portrætterne i sine digitale fotocollager. I 1991 udgav Ole Kristiansen (f. 1965) albummet ”Pop Uummataaruffimmi” hvor sangen ”Arnarulunnguaq” er med. Det er ikke direkte sagt, men det antages at sangen handler om Arnarulunnguaq, som er stille og tænksom. Arnarulunnguaq er ofte beskrevet som en ydmyg og stille person, som også fra barnsben af oplever sorg, som sangen også hentyder til. I 2026 kunne man opleve teaterstykket ”Den sidste slæderejse” om ekspeditionen på Bellevue Teateret i København, hvor Nukâka Coster-Waldau (f. 1971) spillede Arnarulunnguaq. Aka Høegh har i 2025 arbejdet videre med sin skitse til det grafiske tryk ”Angalaneq” (Rejsen), hvor man ser Arnarulunnguaqs ansigt med hætten, og fodspor i vinterlandskabet bag sig.
Til afsløringen af mindesmærket læste Lynge sit digt fra 1982 op. Du kan lytte til Aqqaluk Lynge, som læser digtet op fra sit hjem her:
Ifm. arbejdet for mindesmærket filmede Ulannaq Ingemann en kort dokumentar (ca. 22 min.) i samarbejde med Foreningen Arnarulunnguaq. Se dokumentaren på Youtube:
ARNARULUNNGUAQ (2024)
Denne artikel er skrevet af Hanne Kirkegaard, 2026.
Fotos: Cebastian Rosing.