
Laakkuluk Williamson: Nuliaminik Neqilik // The Flesh of Wives
Torsdag den 22. oktober kl. 17 er der fernisering på den canadiske Inuk kunstner Laakkuluk Williamsons udstilling med titlen ”Nuliaminik Neqilik // The Flesh of Wives” på Nuuk Kunstmuseum.
Udstillingen er Laakkuluk Williamsons første soloudstilling indenfor billedkunst og er kurateret af Taqralik Partridge. Udstillingen består af videoprojektioner, lyd, fotos i store formater, perlearbejde, skulptur og fundne naturgenstande. I udstillingens centrale værk bearbejder Laakkuluk Williamson den grønlandske fortælling om Igimarasussussuaq, der spiste sine koner, set fra perspektivet af konen, der flygtede. I rollen som konen fortæller kunstneren sin historie om kløgt og modstandsdygtighed i mødet med store traumer.
Temaerne fra historien breder sig ud i værkerne i resten af udstillingen, samt andre temaer som nærheden til familie, traditioner, at samle forråd og madsuverænitet. Kunstneren bruger fylde og kropsopfattelse til at modvirke systemiske uretfærdigheder knyttet til kolonialisme, patriarkatet, kapitalisme, undertrykkelse, dehumanisering og eksklusion af racediskriminerede kvinder.
Udstillingen blev vist på Mimosa House i London i foråret 2026, og vil efter visning i Nuuk rejse videre til Ottawa, Canada.
Udstillingen kan opleves til og med søndag den 31. januar 2027. Udstillingen er støttet af Grønlands Kunstfond. I forbindelse med ferniseringen torsdag den 22. oktober kl. 17, vil Laakkuluk Williamson opføre en performance umiddelbart efter.
Om kunstneren:
Laakkuluk Williamson er canadisk-grønlandsk Inuk kunstner bosat i Iqaluit, Nunavut. Hun er digter og performancekunstner, der arbejder på tværs af emner som kulturpolitik for oprindelige folk, afkolonisering, social aktivisme, klimaforandringer og revitalisering af sprog. Williamson arbejder på både kalaallisut og engelsk og bruger uaajeerneq, poesi, teater, film, musik og performancekunst til at tackle emner, der spænder fra kolonisering, seksualitet, intergenerationel styrke, frygt, grænser og kærlighed. Williamson er modtager af flere kunstnerpriser i Canada, bl.a. Sobey Art Award i 2021. Williamson samarbejder ofte med andre kunstnere. Senest var hun med i Nuuk International Film Festival i september 2026, på videoværket ”Tartupaluk” skabt med to co-producere.
Om kuratoren:
Taqralik Partridge er en Inuk og skotsk-canadisk kurator, kunstner og forfatter. Hun er oprindeligt fra Kuujjuaq, Nunavik. Hun arbejdede i flere år med kommunikation og kunstadministration på Avataq Cultural Institute. Partridge er tidligere direktør for Nordic Lab på SAW Gallery i Ottawa og har arbejdet som kurator for Art Gallery of Ontario, Art Gallery of Guelph og uafhængigt for adskillige andre museer. Partridge er tidligere redaktør for det canadiske kunstmagasin Inuit Art Quarterly. Hun har arbejdet med performance på festivaler i Canada og internationalt i mere end 20 år, både som Inuk strubesanger og performancepoet. Hendes visuelle og filmiske arbejde er blevet vist på udstillinger i Nordamerika, Australien, Norge, New Zealand og Storbritannien. Taqralik Partridge bor i Ottawa, Canada sammen med sin familie.