Johan Markussen (1906-1994)
Ujuaangivasik

Flyvende fabeldyr og tupilakfigurer, forunderlige væsner og dansende mennesker – det er alt sammen noget, du kan se i den kommende udstilling med Johan Markussen på Nuuk Kunstmuseum. Det er den hidtil største udstilling med Markussen med over 100 malerier og skitser.

Markussen var ikke uddannet kunstner. Han havde ikke det samme fokus på at opleve verden som hans samtidige kunstner Hans Lynge (1906-1988). Markussen var opvokset i en tørvehytte i Sissarluttoq, boede hele sit liv i Narsaq og ønskede sig aldrig væk. Han begyndte at male i en sen alder og anvendte farver og materialer fra den lokale butik – primært cykellak og masonitplader.

Markussens billedlige univers skiller sig ud fra mange andres i den grønlandske kunsthistorie. De er på en måde genkendelige med fjeldene og havet, og omvendt er de ikke et specielt sted. En del af Markussens værker er gode steder at lægge til – ved en bugt og med tilgang til rindende vand. Det er ikke et specifikt sted, men en karakteristik af et godt sted.

Markussen omtales ofte som en ener i grønlandsk kunst. Han blandede sig ikke med de andre kunstnere. Han var meget sig selv. Markussens værker vidner dog om et menneske, der var både nysgerrig og som orienterede sig i verden. Hans værker har små væsner som er næsten direkte kopier af østgrønlandske Kârale Andreassens (1890-1934) tegninger af tupilakker; han skabte åbne tørvehytter med inspiration fra Aron Fra Kangeq; han genskabte bibelmotiver og referencer til Anders And. Med humor og forundring satte han verden på hovedet. Nogle gange helt bogstaveligt, når han i værket ”Silarsuaq killormoortoq – Den omvendte verden”, viser, hvordan det ville være hvis dyrene og menneskene i Grønland byttede roller.

Størstedelen er ejet af forfatter og ven af Markussen, Kirsten Larsen Egede, der også selv deltager ved åbningen. Andre værker er udlånt af Narsaq Museum, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og private.

Udstillingen hænger frem til 1. oktober – og er blevet til med hjælp Kirsten Larsen Egede og Royal Arctic Line.

 

Til udstillingen er udviklet et undervisningsmateriale målrettet yngstetrinnet og mellemtrinnet, der handler om inspiration. Download materialet her :

UV Markussen-yngstetrin DK

UV Markussen-ældstetrinDK

UV Markussen-yngstetrinKAL

UV Markussen-ældstetrinKAL