Niels Lynges Hus

Niels Lynges Hus er en lille historisk perle på Gertrud Raskvej i Nuuk. I Niels Lynges Hus findes velholdte, tidstypiske og fuldt indrettede værelser med 1950’ernes redskaber og møbler. Huset er kun åbent efter aftale med Nuuk Lokalmuseum – Vinni Sølvblad, ring gerne på (+299) 36 60 31 eller skriv en mail på vinn@sermersooq.gl for at aftale et besøg.

Om Niels Lynges Hus
At besøge Niels Lynges Hus på Gertrud Raskvej 24 er en unik mulighed for at opleve et af halvtredsernes og tressernes fineste hjem i Nuuk – huset var et stort hus i forhold til perioden, med god plads til Pastor Niels Lynge (1880-1965), hans anden hustru Karoline (1906-1989) (efter Niels Lynges første hustrus død i 1940), og parrets to yngste døtre.

Niels Lynge var en lokalt og nationalt kendt maler, tegner, digter og pastor, og mange nyder stadig godt af Lynges kunstneriske arv. Gennem sit arbejde som pastor, og for foreningen Peqatigiinniat og Tjenestemændenes forening har Lynge gjort sig bemærket som en mand, der ønskede at fremme fællesskabet og kristendommen i Grønland.

Niels Lynges Hus med indbo blev købt af Nuup Kommunea (i dag Kommuneqarfik Sermersooq) i 1990, og med hjælp fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er Niels Lynges Hus blevet til et lokalhistorisk museum.

Niels Lynges hus blev åbnet for publikum til efteråret 1995. Det er en usædvanlig og smuk oplevelse at komme ind i huset.  Pastor Niels Lynge og hustru Karoline byggede i 1950 huset på Gertrud Raskvej 24 i Nuuk. Forud var gået et langt liv i kirkens tjeneste i Syd- og Midtgrønland som præst og forgangsmand for forskellige organisationer.

Vægmalerier
Niels Lynge var en mand med mange talenter, blandt andet var han en dygtig maler. Et talent som han også gav videre til sin berømte søn, kunstneren Hans Lynge (1906-1988). I årenes løb malede Niels Lynge mange malerier, som i dag kan opleves i Grønland, Danmark, USA og Canada. Lynge fik tilsendt billeder fra folk der blandt andet ønskede deres barndomsbygd foreviget i farver. Han blev kendt for at omsætte sort/hvide fotografier til lærredet. I huset på Gertrud Raskvej malede Niels Lynge en række malerier, med motiver fra området omkring Nuuk, direkte på væggene. Det siges, at denne særlige måde at dekorere sit hjem på, blev gjort, fordi han ønskede at forhindre sine børn i at stjæle hans malerier. I dag er disse billeder stadig flotte og klare i farverne. Omkring nogle af Lynges vægmalerier har han sat trælister som rammer, men omkring det største vægmaleri malede Niels Lynge en guldramme direkte på væggen.  Rammen er så livagtigt, at Frederik IX ved regentparrets besøg hos Niels og Karoline Lynge i 1960 efter sigende pludselig rejste sig fra kaffebordet, for at mærke efter på væggen, om rammen var virkelig, eller blot en del af selve vægmaleriet.

Et tidsbillede
Da Niels Lynge døde i 1965, bevarede hans enke Karoline huset og dets indretning intakt. Alle Niels Lynges personlige papirer som for eksempel prædiker og breve lå på skrivebordet, og hans mange vægmalerier blev bevaret. Karoline Lynge døde i 1989, og det stod straks klart, at selvbyggerhuset på Gertrud Raskvej rummede et stykke meget tidstypisk Grønlandshistorie. Huset viser, hvordan folk af det bedre borgerskab boede og levede i 1950’erne.
Nuup Kommunia købte huset med alt dets indbo af Karolines og Niels Lynges arvinger. Grønlands Nationalmuseum og Arkivs inspektør og konservator gennemgik hjemmet. Huset blev gennemfotograferet, og mange effekter blev bragt ned til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, hvor en del blev registreret. Det viste sig hurtigt at være en kolossal opgave at registrere de mange ting, som Karoline og Niels Lynge havde samlet i årenes løb. En opgave, som Nuup Kommunia nu har fuldført. I dag står effekter og indbo pakket ned i kasser flere steder i Nuuk. Kommunen åbnede huset for publikum efteråret 1995.
Stuen og køkkenet er et vindue til en tidslomme som mange stadig kan huske, og som giver mange af husets gæster en følelse af at rejse tilbage til deres barn- eller ungdom.
På 1. sal er en udstilling af mange af parrets effekter. Niels Lynges skitser, tekster, og maleudstyr giver indblik i Lynges arbejde.

Niels Lynges Hus - en lille historisk perle i Nuuk