Otto Sandgreen : Zionkirken i Ilulissat, 1992

Gennem kunsthistorien i Grønland har kateketerne rundt om i landet ofte været forbundet med og udøvet kunst. Otto Sandgreen (1914-2014) var kateket, lærer og præst. Han skrev bøger, i alt 44, og malede. På Nuuk Kunstmuseum hænger et maleri af Zionkirken i Ilulissat malet af Otto Sandgreen i 1992.

Kirken strækker sig ud til venstre for midten i maleriet – lidt kantet og klodset i perpektivet. Gennem tårnet ses himlen bagved. I baggrunden er isfjorden, et bælte af skyer med solen bagved og den klare himmel øverst.
I billedets midterlinje går præsten mod sin indgang på en allerede nedtrådt sti i sneen. Han er med sin sorte præstekjole størst af alle personerne i billedet og skaber et blikfang.
På en anden nedtrådt sti går to i nationaldragt mod menighedens indgang. Til højre for menighedens indgang står en gruppe på tre, og den ene peger mod solstriben i vandet.
Solstriben kan betragtes som den tredje sti i billedet. Alle tre stier samles i højre side.

Maleriet kan på mange måder anskues didaktisk; Otto Sandgreen vil formidle og belære os noget.
For det første har Otto Sandgreen placeret præsten centralt i billedet.
Solen og lyset betragtes ofte som hørende til gudsriget. Tænk bare på salmen ”I østen stiger solen”, hvor andet vers begynder ”den kommer fra den fagre kyst, hvor paradiset bor”. I maleriet fører den tredje sti til solen – ikke nedtrådt som de andre, men skabt af og kommer fra sollyset.
Tretallet – der i maleriet viser sig i de tre stier – er ligeledes et centralt tal i kristendommen med treenigheden af Gud, Kristus og Helligånden. Maleriet indeholder på den vis kristne undertoner og budskaber om menighed, præst, kirke og gudsriget.
På den anden side kan maleriet også bare forestille en hverdagsscene; søndagmorgen hvor man går til kirke.

NAIVISME
Naivisme forbindes ofte med folkekunsten – en naiv og uskolet måde at male på.
I sin negative klang bliver det naivistiske sammenlignet med det barnlige i brugen af mange farver og det ubehjælpsomme i perspektivet, hvor hele maleriet eller tegningen foregår på fladen uden dybde og perspektiv. I den negative udgave af det naivistiske lægges der vægt på den manglende tekniske kunnen; noget som ikke er rigtig kunst, men en spontan ytring.
I sin mere positive klang betragtes det naivistiske som fortællende, spontant, naturligt og ærligt.

Maleriet kan også ankues som en del af den naivistiske tradition, som kunsthistorien i Grønland også rummer. Den naivistiske tradition går helt tilbage til tiden omkring H.J. Rinks indsamling af myter, sagn og hverdagsliv med blandt andre Aron fra Kangeq (1822-1869) og Jakob Danielsen (1888-1938).

Hverken den mere positive eller negative klang af begrebet naivisme er dog retfærdig overfor de enkelte kunstværker, fordi man let med denne betegnelse kommer til at overse detaljer og nuancer. Fælles for de naivistiske malere og tegnere er den uskolede tilgang til billederne, men en uskolet tilgang, som kan vise sig på talrige og forskellige måder.
Én af nyere tids store malere indenfor den naivistiske tradition i den grønlandske kunsthistorie er Johan Markussen (1904-1994) fra Narsaq, som både malede hverdagsscener og befolkede sine billeder med alskens slags væsner – religiøse og mytiske – og i sin kompositioner og billedsprog er interessant.

På sin vis skriver Otto Sandgreens maleri af Zionkirken i Ilulissat sig ind i en naivistisk tradition; en uskolet kunstner, hvor det kristne og en hverdagsscene er det fortællende omdrejningspunkt.

På Qeqertarsuaq museum har Otto Sandgreen fået en hel mindestue, hvor flere af hans ejendele, hans bøger og andre af hans malerier kan ses.