Robert Holmene

HolmenePå Nuuk Kunstmuseum hænger Fortid og Nutid af Robert Holmene (f. 1969). Værket er fra 2008 og er lavet i flere versioner. En anden version er udstillet i Ilulissat.

Fortid og Nutid forestiller en trommedanser i hvid silhuet på sort baggrund. Vi ser ham kun fra torsoen og op. Går man helt tæt på værket, ser man, at motivet ikke er malet på et fladt lærred, men har forskellige computerdele, der stikker ud.

I en årrække arbejdede Robert Holmene ved Air Greenland. Her fik han en masse dele fra computere, der var blevet kasseret. Alle disse computerdele er skruet på en plade fra en kasse til et sling-gear til en S-61 helikopter.

Selv fortæller Holmene, at han fik idéen til værket tilbage i 1994. Oprindeligt ville han have sammensat baggrunden af flade computerdele og malet et Emanuel A. Petersen motiv på.

I stedet blev delene sat på, som de passede ind. Motivet af trommedanseren fandt Holmene på arktiskebilleder.dk – en hjemmeside, der ikke findes mere – og er af en trommedanser ved navn Maratse fra Østgrønland.

Selvom det kan virke, som at den hvide silhuet af trommedanseren træder ud af det sorte, så har Holmene malet det omvendt. Pladen med computerdele blev først malet hvid, derefter blev den sorte farve malet på.

I Fortid og Nutid finder vi et traditionelt motiv i grønlandsk kunst – nemlig trommedanseren. I Nuuk Kunstmuseums samling findes adskillige figurer af trommedansere i diverse positurer. Dette gentager Holmene i Fortid og Nutid, men ved at sætte det kendte motiv af en trommedanser på computerbaggrund – som for nogle ligner en storby – får værket et nyt betydningslag. En moderne verden møder en traditionel verden.

Måske stiller værket spørgsmålet: Hvordan hører trommedansen og traditionen til i vores moderne verden? Eller som en flok skoleelever sagde, så siger værket måske noget om, at selvom vi er blevet moderne med computere, teknologi og storbyer, så er vi stadig en del af traditionen og har den i os.

På Nuuk Kunstmuseum er Robert Holmene repræsenteret ved yderligere tre værker – tre tupilakker. Udskæring af tupilakker var begyndelsen og afsættet i Holmenes kunstneriske karriere, bl.a. opmuntret af Svend Junge. Holmene sad en tid i museets værksted, nu Iluliaaraq, og skar sine tupilakker.

Indtil 23. januar 2016 kan Robert Holmene også opleves i udstillingen Grønlands Satire, hvor han står bag striben Buaarsikkut.