C.A. Lorentzen

CA LorentzenPå vores lager var dette maleri kaldet “En grønlandsk fisker med sin brud” af Christian August Lorentzen (1749-1828), forkortet C.A. Lorentzen. Vi tænkte straks, at det måtte op, så det kunne ses. For nyligt opdagede vi et fotografi af grundlæggeren Svend Junge, hvor han sidder foran netop dette maleri her på Nuuk Kunstmuseum. I sin tid har Junge hængt maleriet op, men i de mellemliggende 10 år er det endt på lageret. I denne måned er det månedens værk og er samtidig et af kunstmuseets ældste værker.

C.A. Lorentzen var en dansk maler og i begyndelsen af 1800tallet professor ved Kunstakademiet i København. I “En grønlandsk fisker med sin brud” anes både strømninger fra romantiske bevægelser i Nordeuropa i slutningen af 1700 tallet og fra den danske guldalder mellem 1800-1850. Danske kunstnere begynder i denne periode at rejse ud og male de fremmede egne; dog har C.A. Lorentzen aldrig været i Grønland.

Dette ses på de detaljeret udførte klædedragter. Kvinden er iført en pelsdragt med både perler og skindbroderier, men kigger man nærmere på kamikkerne, så folder de i bløde stoflige buer, som ikke ser ud til at være af garvet skind. Klædedragten slutter ved albuerne, og nedenunder har hun skåneærmer i rødt stof med fryns. I hårkanten har hun et hårbånd, hvorefter håret går op i en hårtop. Alle disse elementer peger på, at C.A. Lorentzen har sammensat en europæisk mode med at have set og studeret en inuitisk klædedragt. Kvindens hårfarve og ansigtstræk med de store runde øjne, den blege teint, de røde kinder peger ligeledes mod Europa og det hjemlige frem for på det inuitiske. Man kan ane en hvid perleørering i kvindens ene øre, hvilket i 1825 hører hjemme i København, ikke i Grønland.

Maleriet viser en mand og en kvinde, som står midt i naturen. Et oprørt hav og optrækkende grå skyer danner baggrund. En stribe blå himmel mellem manden og kvinden oplyser dem. De står mellem sten og kvinden på lidt græs. Hun står med en ulu i hånden og de døde andefugle samt sælen på jorden i en snor. Hun kigger på manden. Mandens blik går mod andefuglene i kvindens hånd og danner linje parallelt med kajakken, han holder i armen, pagajen samt den døde sæl på jorden foran hans fødder.

Manden er den aktive; han synes i bevægelse med benene let adspredte og vægten på det ene, og han peger med sin kajak og den døde sæl ud mod havet, hvor han lige kommer fra, og hvor yderligere to kajakroere samt et sejlskib befinder sig. Kvinden troner i midten som en græsk gudestatue og er blikfanget i billedet. De aflivede dyr er hendes. I portrætter fra den danske guldalder ses ofte dette blik på kvinden – som den passive og som den, der bliver set på.

I venstre hjørne ligger en brunlig hund som på spring. Med sine røde øjne kigger den mod den døde sæl. Dens forpoter og ben er overdimensionerede, og der kommer noget monstrøst – noget fremmed og farligt – over den. Samtidig synes den at vogte. I flere af guldalderens malerier af det københavnske borgerskabs hjem males hunden som et element, der kan betyde trofasthed samt familiens og hjemmets vogter. Hundens rødlige pels går igen i både kvindens og mandens klædedragter samt i sælens blod og binder dem farvemæssigt sammen. Måske er naturen brudeparrets hjem.

C.A. Lorentzen malede flere landskabsmalerier i Norge og umiddelbart minder landskabet omkring manden og kvinden mere om et norsk klippelandskab end et grønlandsk fjeldlandskab. Selvom vandet er oprørt og skyerne trækker sig truende sammen, så er naturen behersket af mennesket. C.A. Lorentzen har sat de to mennesker i forgrunden, oplyst af en stribe af blå himmel og vendt mod hinanden, som hører de sammen med hunden som vogter. Dette er atypisk en grønlandsk kunst, hvor naturen og dens kræfter ofte skildres voldsomt eller som beherskende mennesket, men typisk tiden omkring den danske guldalder, hvor de malede landskaber ofte var af et tæmmet kulturlandskab.

På mange måder går der en tråd fra C.A. Lorentzens maleri fra 1825 til Emanuel A. Petersen (1894-1948) i første halvdel af 1900tallet. I Lorentzens maleri aner man idéen om den ædle vilde i samklang med naturen, og de tanker, der spirede frem med Jean-Jacques Rousseau i 1700tallet, om at mennesket med civilisationen havde mistet noget – sit naturlige forhold til naturen. Denne længsel tilbage mod at høre til i den vilde natur eller mod idéen om en oprindelig naturtilstand findes også i Emanuel A. Petersens malerier mere end hundrede år senere og også hos andre ekspeditionsmalere.