Frodo Mikkelsen (f. 1974)

Frodo Mikkelsen er en autodidakt kunstner, som bor og arbejder i København. Han begyndte allerede som ti-årig at lave graffiti, og det skinner tydeligt igennem i hans malerier i dag, som er præget af enkle figurer i stærke farver. På Nuuk Kunstmuseum findes der tre værker af Mikkelsen med de kryptiske titler: Madhuller…, – Sort isbjørn i isgrotte… og Når isen er væk, er der serveret…, alle fra 2013.

Figurerne i malerierne er letgenkendelige og tydeligt adskilte fra hinanden; vi ser eksempelvis en bjørn, en hval, et træ, et snelandskab. Men det er ikke alle elementer, der er lige lette at genkende; på trods af den tydelige streg, er der også kryptiske elementer, som de svævende, farverige kasser. Disse elementer fanger vores opmærksomhed, da vi ikke umiddelbart kan genkende dem.

Typisk for Mikkelsen er alle tre værker centreret om et dyr. Dyrene er ét af Mikkelsens ’tags’, som han selv kalder dem. Et tag er i graffitiens verden en slags underskrift, og det er også den funktion Mikkelsen tillægger ’tags’ i hans værker. De stiliserede figurer går igen fra værk til værk, sammen med de mere abstrakte elementer som de malede felter, hvilket gør, at vi hurtigt kan afkode værkerne som værende af den samme kunstner – og derved fungerer de altså som hans ’underskrift’.

Værkerne synes også, pga. deres grafiske udtryk, at være en del af et tegneserieunivers. Det er som om, at malerierne er ét billede i en tegneserie, hvor vi selv må udfylde resten. Typisk for Mikkelsen slutter alle titlerne med tre prikker, som lægger op til, at beskueren selv fortsætter historien. Eksempelvis i Når isen er væk, er der serveret…. Her ser vi en hval, der ser ud til at ligge og sprælle på en klippegrund. Bagved er der et bakket landskab, som tårner over hvalen. Måske er hvalen strandet på havbunden – men i så fald hvor er vandet så blevet af? Hvalen er indhyllet i blodrøde flammer – måske fordi det er den, som titler antyder, der skal serveres? I det mennesketomme landskab, kan man dog undre sig over, hvem der serveres for.

Ligeledes er der også mennesketomt i de to andre værker af Mikkelsen, men vi ser i begge to det samme dyr; isbjørnen. Isbjørnen afbildes i værkerne som et mægtigt væsen; i  – Sort isbjørn, i isgrotte… tårner den sig op over landskabet, mens den i Madhuller… er på jagt. Isbjørnen er for Mikkelsen isens konge. Mikkelsen har aldrig selv været i Grønland, på trods af at han altid har været betaget af landet. Han har dog fløjet over Grønland et utal af gange, og fra de flyvninger, har han aldrig set huse, kun bjerge og is: ”Så fantasien har altid været at der er øde, oh smukt og at dyrene styrer”.

 

Værkerne er derved et udtryk for Mikkelsens fantasier om det Grønland, som han kun har hørt om og set på afstand; et Grønland hvor dyrene hersker i det mennesketomme landskab.